Hvad er resin art?

Hvad er epoxy resin?

Epoxy resin er en type syntetisk harpiks, der hærder til en hård, holdbar og gennemsigtig overflade. Den er en del af polymerfamilien, som også inkluderer plastik. Teknisk set er epoxy resin en termo-hærdende polymer.

Den består af to komponenter: en harpiks og en hærder. Når disse to blandes, starter en kemisk reaktion, der omdanner den flydende blanding til en solid form. Resultatet er et materiale, der er både stærkt og æstetisk tiltalende.

Der findes flere forskellige typer, der hver har deres anvendelsesområde som f.eks.  industrielle gulve, borde, lamper, kunstværker eller smykker. De er også forskellige i forhold til ridsefasthed, hærdningsproces, UV-bestandighed etc.

Processen

De typer, jeg bruger, er berøringsfaste mellem en til tre dage og har en fuld hærdningsperiode op til en måned, men det kommer også meget an på omgivelserne i forhold til temperatur og luftfugtighed. Resinen bliver ofte meget varm i løbet af processen, og styringen af varmen er en af de centrale udfordringer.

Afhængig af typen, der bruges og støbeprojektet omfang og form, kan man nogle gange støbe det hele på en enkelt omgang, men typisk skal der flere støbninger eller ”pours”, som det kaldes, til, før man får et færdigt produkt.

Der opstår ofte luftbobler under hærdningen, som skal fjernes, inden epoxyen hærder færdig.

Man kan købe mange slags forme, der typisk er lavet af silikone, men til større objekter - som f.eks. borde – bliver man nødt til at bygge formene selv eller finde andre løsninger, og det er ikke helt ligetil.

Der er mange praktiske detaljer i forhold til hældning, udstyr, forme og materialer. Som kunsthåndværker udvikler man selv sine egne metoder og redskaber, mens man udforsker forskellige ideer, og man kan ikke lige regne med, at det går som forventet fra starten.

Der skal også efterbehandling til. Når støbningen er færdig, kan der være skarpe kanter, grater, støberester og andre elementer på det færdigstøbte element, som skal slibes væk, og det bruger jeg en del tid på. Nogle gange er det også nødvendigt at polere objektet til den får den ønskede glans.

Sikkerhedsaspektet

Du har sikkert allerede hørt, at epoxy kan være farligt. De typer, som jeg arbejder med, er noget helt andet end dem, man bruger i industrien til f.eks. værkstedgulve. Men selvfølgelig skal sikkerheden være helt i top:

Jeg arbejder altid i et godt ventileret område for at undgå indånding af dampe og bruger den korrekte form for åndedrætsværn – kirurgiske engangsmasker et slet ikke brugbare til denne type arbejde. Jeg bruger som minimum en halvmaske til udskiftelige filtre med både organisk damp- og partikelfiltrering for omfattende beskyttelse (A2 og P2).

Jeg bruger handsker og beskyttelsesbriller for at undgå hud- og øjenkontakt. Uhærdet epoxy kan irritere huden; man skal vaske straks med sæbe og vand, hvis man får det på sig, og helst undgå det i det hele taget.

Det giver sig selv, at materialerne skal opbevares sikkert for børn og dyr.

Og så skal rester og affald i øvrigt bortskaffes i henhold til lokale regler for kemikalier.

Mine materialer

Jeg har valgt resin fra en europæisk producent, som er ugiftigt efter hærdning, mere sikkert at arbejde med, nemt at blande og giver mig god tid til at bearbejde værket, mens resinen hærder. Det betyder også, at det kan tage flere dage, før selv mindre produkter er færdighærdede.

Træ finder jeg hos folk i mit netværk, eller køber, når et stort parti er tilgængeligt, f.eks. rødeg til store borde. Jeg er fascineret af træ med imperfektioner og uventede detaljer. Ellers finder jeg sjove materialer til mine ideer- fra tørrede blomster til splintret sikkerhedsglas, kaffebønner eller metalflager. Jeg upcycler også brugte materialer.

Jeg bruger både gennemsigtige alkohol-baserede farvepigment, mica, flager og fulddækkende flydende pigmenter og pasta. Man kan ikke bare blande alle mulige farver i resin, nogle typer som f.eks. acrylmaling kan ikke blandes op med epoxy.

Vægt og mængde

Der skal bruges rigtigt meget epoxy til store værker som borde - og de kan blive meget tunge (og dyre). En liter færdighærdet resin vejer mere end et kilo, så et typisk epoxy river table til fire personer på 140x90x6 cm kan veje mere end 90 kg.

Selv for mindre værker som sideborde eller bakker kan bare et par millimeter ekstra tykkelse øge vægten betydeligt.

Det betyder også, at store værker skal transporteres med en fragtmand og ikke kan sendes med almindelige pakkefirmaer - eller afhentes hos mig direkte, hvilket er den bedste løsning.

Salg

Hvert epoxy resin produkt er unikt på grund af den håndlavede proces. Værkerne skal derfor allerhelst opleves i virkeligheden, men da jeg ikke har en butik, så må webshoppen og Instagram gøre deres del af arbejdet. Du kan dog også finde mig på markeder og i butikker, som jeg arbejder sammen med - se mere her.

Læs også Om resinprodukter i vores ofte stillede spørgsmål.